🟢Gartner Næstved

Om døde dyr i haven og omegn

Jeg voksede op i et rækkehuskvarter i 1960'erne, hvor husdyr stort set var forbudt. Kun "tørre dyr" som fisk, undulater og skildpadder var tilladt. Bløde dyr med pels og dyr, der kunne blive til mad, var strengt forbudt. De voksne sagde, at forbuddet var godt, fordi det ville forhindre hundelorte på fortovene.
Vi børn vidste naturligvis altid, hvem der holdt en hemmelig hund. I vores hus var der ingen af de "tørre dyr", men engang dræbte vi et helt akvarium med fisk. Fiskene var i pleje hos os, mens deres familie var på sommerferie. Vi kom til at overfodre dem. Hvem kunne vide, at fisk ikke ved, hvornår de er mætte?

Hund og have

Det var midt i 1960'erne, hvor den voksende velstand begyndte at vise sig i haverne. Bambusbuske fortrængte bønner og kartofler. Gråspurvene blev fede af birkesfranskbrød, og solsorten fløjtede sine territorietriller fra taget af et fuglehus på terrassen.
Basse lærte mig meget om ansvar og kærlighed. Han lærte mig, at det er vigtigt at passe på sine ting, og at det er rart at have nogen at dele sit liv med. Jeg er glad for, at jeg voksede op i en tid, hvor det var muligt at have en hund.