
Et gammelt træ i begyndende forfald er en enestående biotop. Træet er hjemsted for et mangfoldigt liv. Her udkæmpes kampe, her er der samspil og afhængighed. Her er både nyttedyr og skadedyr, rådsvampe, snyltere og samlivssvampe. Her er fugleliv med redeplads i hullerne og oppe i kronen, er der foder til spætte og andre insektædere. I hundreder af år har denne biotop udviklet sig, og flere og flere er blevet afhængige af træets muligheder. Det er spisekammer for egern og mus. Et gammelt døende træ, giver muligheder for en mangfoldighed af livsformer. Døden er her kun en lang overgang på vejen mod mere liv. I træets omegn lever dyr og planter, som er afhængige af det: buske og ungtræer nyder godt af dets milde skygge, rovdyr af alle slags finder deres føde blandt træets mange snyltere, bregner, lianer og græsser klynger sig til træet og finder egnede nicher ved det, mange slags stauder blomstrer under dets krone. Og mens de lever, taber dé blade, kviste, blomster, knopskæl, fjer, afføring og urin under træet. I jorden æder myriader af levende væsner af dette spisekammer. Det gamle træs rødder arbejder forbundet via svampemycelier sammen med unge træers rødder, og rødderne skaber nye muligheder for det myldrende liv i jorden.
Kulturhistorie
Men de gamle træer byder ikke kun på oplevelser af biologisk liv. De er mindesmærker, de er levende kulturhistorie. Når man står der, når man ser, fornemmer og rører ved træet, så kan man lade det fortælle både naturhistorie og kulturhistorie. For træernes historie fortælles ikke kun teoretisk, den er helt konkret og sanselig. Den kan opleves på stedet af enhver. Vi har her valgt at præsentere et par af de træer, vi kender. Det er træer, som har lært os meget, som har givet historisk fornemmelse og utrolige oplevelser. Træer, som vi vender tilbage til den ene gang efter den anden.